Hver landmand har gæld på 27 millioner

Danske landbrug har det rigtig skidt: Lave priser og stor gæld vil gøre det af med hvert fjerde landbrug.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Om fem år vil hvert fjerde danske landbrug have drejet nøglen om. Det vurderer cheføkonom i interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer, Leif Nielsen.

- Jeg tror, at der er 25 procent færre landbrug om fem år, end der er i dag. Det er en meget løst gæt, men det vil ikke være helt forkert i det interval, siger Leif Nielsen til DR Penge. 

Det er lave priser på landbrugsvarer og stor gæld, der har trængt landbruget helt op i en krog. Og selv om priserne er steget lidt igen og renterne er faldet, så kan det ikke undgås, at flere landbrug kommer til at lade livet, vurderer Leif Nielsen.

I dag er der knap 13.000 professionelle landbrug og tilsammen skylder de anslået i omegnen af 350 milliarder kroner væk. Det svarer til knap 27 millioner kroner pr. landmand.

I rapporten Landbrugets økonomi 2009 - som kommer på gaden sidst på året - har Fødevareøkonomisk Institut regnet på, hvor galt det ser ud for mellemstore og store landbrug med mindst to heltidsbeskæftigede.

- Resultatet efter finansielle udgifter, det vil sige efter renter, er i gennemsnit på minus 328.000 for plantebrug, på minus 312.000 for kvægbrug og minus 744.000 for svineproducenter, så det ser ikke særlig godt ud, siger Henrik Zobbe fra Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet til DR.

/ritzau/


Nyhedsoverblik