Nyheder fra din hverdag

Hver femte vender ryggen til korset

Foto: TV ØST

Kristendommens vigtigste højtid står for døren. Alligevel overvejer mere end hvert femte medlem af folkekirken at melde sig ud for at spare penge. Overvejer du også at vende kirken ryggen? Kom med en kommentar her.

Påsken - kristendommens vigtigste højtid - står for døren. Judas forrådte Jesus med et kys og for en håndfuld mønter, og Jesus endte på korset. Noget tyder på, at også en stor del af danskerne sætter mere pris på mammon end på Jesus, nadver og syndsforladelse. I hvert fald overvejer mere end hvert femte medlem af folkekirken at melde sig ud 'for at spare penge'. Det viser en meningsmåling, YouGov Zapera har foretaget for metroXpress.

Sognepræst og debattør Kathrine Lilleør er glædeligt overrasket over, at 'kun' hvert femte medlem af folkekirken overvejer at melde sig ud.

- Når forsvindende få bruger folkekirken, er det fantastisk, at så få overvejer at melde sig ud. Det er da en succeshistorie. Sikke en loyalitet fra en masse mennesker, som betaler til en klub, de ikke kommer i, siger hun og tilføjer, at folkekirken giver mange tryghed og en fornemmelse af at høre til. Det bakkes op af religionsforsker Tim Jensen, Syddansk Universitet.

Mange danskere betaler trofast kirkeskat, selv om de hverken tror på faderen, sønnen eller helligånden, påpeger han:

- Folkekirken forbindes med det normale og et dansk fællesskab, man ikke ønsker at skille sig ud fra. Samtidig fastholder mange medlemskabet, fordi kirken er god at have i forbindelse med dåb, konfirmation, bryllup og begravelser. Vi har et afslappet forhold til religion, og derfor skal der noget drastisk til at melde sig ud, siger han.

- Lige nu kan finanskrisen måske få enkelte til det. Men generelt tænker folk ikke økonomi, når de tænker kirke, mener Tim Jensen.

Overvejer du at melde dig ud af folkekirken? Hvorfor? Kom med en kommentar herunder:

Tip os Har du et godt tip?