Hver femte har kørt beruset i bil

I en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for metroXpress, svarer 20 procent af danskerne, at de på et tidspunkt i deres liv har kørt beruset i bil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2011 kørte seks procent af danskerne i bil, selv om de 'måske havde drukket mere end det tilladte', viser tal fra Rådet for Sikker Trafik.

Flere hundrede dræbes af spritkørsel
Konsekvensen er, at hundredvis af danskere hvert år bliver dræbt i trafikken som følge af spritkørsel.

- Selv om det går i den rigtige retning, så er spritkørsel stadig et stort problem i Danmark. Omkring hver fjerde dødsfald i trafikken skyldes alkohol, siger Pernille Ehlers, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Dårlig dømmekraft
En opgørelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden viser, at der fra 2006 til 2010 har været 1.868 trafikulykker med dræbte og kvæstede på grund af alkohol. Et af problemerne er, at folk ikke er i stand til at vurdere, om de er for påvirkede til at køre i bil, forklarer hun:

- Ligesom man tror, at man er bedre til at spille dart eller synge karaoke, så kommer man nemt til at overvurdere sine egne evner til at køre bil, når man har drukket. Man tænker 'jeg er ikke fuld, så jeg kan sagtens køre bil'.

To forskellige typer
Jakob Demant, der er alkoholforsker, peger på to grupper af spiritusbilister:

- Man kan finde en gruppe af yngre mænd, hvor beruselsen er med til at gøre det endnu mere spændende at køre bil. Det farlige og grænseoverskridende er med til at gøre det nydelsesfuldt. Og så er der en gruppe af ældre danskere, som stadig synes, det er acceptabelt at køre bil, når de har drukket, siger Jakob Demant, lektor ved Aarhus Universitet, Center for Rusmiddelforskning, til metroXpress.


Nyhedsoverblik