Det vi har sammen

Hver arbejdsdag kommer 26 til skade i byggeriet

Foto: TV ØST

Tallene er baseret på Arbejdstilsynets årsopgørelse for 2007, der viser, at der blev anmeldt 5.720 arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen. Det er omkring 300 flere end året før.

Hver arbejdsdag året rundt kommer 26 personer til skade i byggebranchen, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Samtidig er der også sket en stigning i antallet af alvorlige ulykker, som medfører død, amputation eller knoglebrud fra 674 i 2006 til 704 sidste år.

Tre personer mister livet om dagen
Det betyder med andre ord, at der hver arbejdsdag er godt tre personer, som mister livet, får klippet en finger i rundsaven, brækker et ben, får kraniebrud eller pådrager sig lignende alvorlige skader som følge af ulykker på danske byggepladser.

- Sammenligner man beskæftigelse og ulykker, så er risikoen for at komme ud for en ulykke mere end dobbelt så stor som i andre brancher, siger Lars Vedsmand arbejdsmiljøkonsulent i Bygge, Anlæg og Træ-kartellet.

For meget sjusk
Arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri Carsten Bekker er enig i, at der er brug for flere initiativer til at få nedbragt antallet af ulykker i bygge- og anlægsbranchen.

- Der sker alt for mange ulykker, og der er fortsat alt for meget sjusk på byggepladserne, hvad Arbejdstilsynets jævnlige kontroller desværre konstaterer gang på gang.

Der er ikke bare menneskelige omkostninger forbundet med arbejdsulykker. Ulykker er også økonomisk dyre for den enkelte i form af mistet indtægt, for samfundet i form af sygedagpenge og for arbejdsgiveren som følge af fraværet.

/ ritzau /

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App