Hvem skal have pengene?

Foto: TV ØST

TV2 Østs seere får mulighed for at bestemme når Region Sjælland uddeler Sundhedsprisen 2010

Studievært Sille Roulund bliver frontfiguren på TV2 Øst, når kandidaterne til Region Sjællands Sundhedspris bliver præsenteret, og hun er selv med i dommerkomiteen på i alt otte medlemmer.

Region Sjælland uddeler i år for tredje år i træk Sundhedsprisen og i år  bliver prisen delt i to:

Den største på 150.000 kr. gives til større aktører som virksomheder og institutioner, mens den anden på 50.000 kr. går til eksempelvis foreninger og organisationer. Komiteen udpeger selv vinderen af den store pris, men skal også finde de nominerede tilden anden pris.

Denne  pris bliver uddelt i et samarbejde mellem Region Sjælland og TV2 Øst, og den har fået navnet ”Seernes Sundhedspris”.

De nominerede kandidater præsenteres over fire onsdage på TV2 Øst, hvorefter alle har mulighed for at stemme på deres favorit på Region Sjællands hjemmeside.

Vinderen af prisen bliver den kandidat, der får flest stemmer.

- Når man nu ikke selv har mulighed for at vinde, er det da sjovt at være med til at bestemme, hvem der skal have prisen, siger Sille Roulund, der i dommerpanelet får selskab af praktiserende læge, dr. med og næstformand i Etisk Råd, Lotte Hvas, godsejer Birgitte Dinesen, regionsrådsmedlemmerne Nicolai Nicolaisen, Jette Leth Buhl og Kirsten Devantier, vicedirektør i Region Sjællands sygehusvæsen, Aase Bjerring, og koncerndirektør Per Bennetsen.

Temaet i begge kategorier er i år ”Innovation i Sundhed”, altså nye tanker, nye måder og nye veje i arbejdet med sundhed. På Region Sjællands hjemmeside www.regionsjaelland.dk kan man læse mere om betingelserne, og her findes også det skema, der skal bruges til at indstille kandidater til prisen.

Sidste frist for at indstille kandidater er tirsdag den 5. oktober, og selve prisuddelingen finder sted tirsdag den 30. november i Regionshuset i Sorø.

Præsentationsprogrammerne på TV2 Øst løber over skærmen fra onsdag den 3. november,  og programmerne vil også kunne ses på internettet.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App