Hunde gik amok i blodrus

To hunde gik i går amok i blodrus. En fåreflok ved Ringsted måtte lade livet, da det slog klik for de to hunde. Det er hundenes urinstinkt, der bliver vækket, når det går rigtig galt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Rie Torbskov og hendes familie i går kom ned til fårefolden, var to hunde midt i en blodrus.

- Man kunne ikke komme i kontakt, de var bare optaget af at dræbe så mange som muligt, siger Rie Torbskov. 

Hundene - en blanding af labrador og rottweiler - var stukket af fra deres ejer tidligere på dagen. Men det skyldes formentlig ikke dårlig opdragelse, at de dræbte fårene. Da deres ejer kom ned til folden, ja så lystrede hundene.

- Så kunne man med det samme se, at det var velopdragne dyr. De lystrede ham fuldstændigt, siger Rie Torbskov.

En gang imellem slår det simpelthen bare klik for ganske almindelige familiehunde. Især om foråret, når dyrene kommer på marken, sker der ulykker.

- Vi ser det desværre hvert år, at der sker den slags ulykker, siger adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub.

Mange hundeejere bliver overraskede, når deres ellers så velopdragne hund pludselig går beserk.

-  Det er jo et rovdyr, og hvis de ser et dyr, der flygter, så er det naturligt for dem at jage og dræbe. Og mange tror ikke, at deres hund kunne finde på at gøre det, for de er jo så søde, siger hun.

Selvom ejeren havde hegnet hundene inde og politiet ikke mener, at han har handlet direkte uforsvarligt, så bliver han alligevel sigtet efter hundeloven.

- Det er ejerens ansvar. Hvis han har et hegn, der er en meter højt, og de stikker af, så må han bygge et der er højere. Han har også ansvar for uagtsom skade, som de forvolder, siger vicepolitikommissær Thomas Jørgensen fra politiet i Ringsted.

De to hunde blev aflivet på stedet, og ejeren skal samtidig betale 30.000 kroner i erstatning for fårene.


Nyhedsoverblik