Hund skudt

Hunden på billedet blev i går formentlig offer for grove drengestreger. Så grove, at den måtte gennem en omfattende operation, og så alvorlig at det nemt kunne have kostet den livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vaidas Bagdonas er fra Litauen, men har boet og arbejdet på en gård i Vipperød i fem år. For tre år siden fik han og hans kone en hund. Den var de tæt på at miste i går, da han blev ringet op af sin grædende kone.

- Jeg skyndte mig hjem, så hurtigt jeg kunne, og fandt hunden fyldt med blod. Der var et lille hul i siden af maven, fortæller han.

Han kørte Baski, som hunden hedder, til Dyrehospitalet i Holbæk. Alle troede først, at det var en anden hund, der havde bidt ham. Men dyrlægen opdagede, at noget var galt.

- Så vi tog et røntgenbillede, og der kunne vi så se projektilet inde i bughulen på den. Så den er blevet skudt med sådan et luftgevær, siger dyrlæge Flemming Samsøe.

- Jeg sagde bare, det kan ikke passe. Det kan ikke passe. Men dyrlægen sagde, at han var 100 procent sikker, siger Vaidas Bagdonas.

Projektilet er gået gennem milten og tre gange igennem tyndtarmen. Under den omfattende operation, blev milten fjernet, og tyndtarmen syet. Hvis ikke Vaidas Bagdonas var kommet ind med Baski, havde den nok ikke klaret det.

- Hvis den ikke var blevet opereret, var den jo død, dels af indre blødninger, men om ikke andet så på lang sigt af bughulebetændelse, siger Flemming Samsøe.

Det har været hårdt for vaidas Bagdonas at nogen har skudt hans hund. Nu venter han bare på, at dyrlægen ringer. Og han håber kun på én ting.

- At han vil sige, at han har det godt og måske også, at eg lan komme og få Baski hjem. det håber jeg, at jeg kan, siger han.

Ifølge dyrlægen, er Baski så rask i dag, at han kan komme hjem. Operationen koster Vaidas Bagdonas en regning på 10.000 kroner. Og Baskis? Han får heldigvis kun et sejt ar.


Nyhedsoverblik