Hovedbygning på Sparresholm Gods brændt ned

Hovedbygningen er totalt udbrændt på Sparresholm Gods i Holmegaard ved Næstved. Alt tyder på, at branden blev startet af et lyn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

En voldsom brand har i de tidlige timer torsdag raseret renæssancegodset Sparresholm, som ligger ved Holmegaard nær Næstved.

Brandvæsnet formoder, at det er et lynnedslag, som har antændt branden, der bredte sig med stor hast.

- Det er totalt overtændt og nedbrændt. Der er kun murene tilbage, fortæller indsatsleder Søren Nielsen fra Næstved Brand og Redning til Ritzau.

Antændt af stort tordenvejr

Branden blev anmeldt klokken 4.22 torsdag morgen. Her slog lynet efter alt at dømme ned i et stillads ved godset, hvilket resulterede i, at der gik ild i bygningen.

- Det har været en meget voldsom brand, som har bredt sig som en eksplosion, fortæller Søren Nielsen.

Det er godsets hovedbygning, som har lidt størst skade ved branden, og som ikke står til at redde.

- Vi har forsøgt at redde de to sidebygninger. Den ene er reddet, men den anden er temmelig skadet, fortæller Søren Nielsen.

Historisk gods

Sparresholm blev opført i 1609 af Jens Sparre. Det var dengang, at kongen af Danmark havde klap for øjet og lød navnet Christian IV.

- Det er et rigtig gammelt gods, og det er jo trist, når det udbrænder helt, siger Søren Nielsen.

Der opholdt sig ikke nogen personer på godset, da branden brød ud, og ingen mennesker er kommet til skade i forbindelse med branden.

/ritzau/

 

 

 

 


Nyhedsoverblik