Det vi har sammen

Generationsskifte i Holbæk

De radikale ser ud til at miste partiets sidste borgmester i hele landet. Og samtidig er der lagt op til noget af et generationsskifte i byrådet i kommunen.

Analyse:

Både lokalpolitik og radikal politik kan næsten ikke undgå at blive lidt kedeligere, når den mund-rappe og storrygende borgmester Jørn Sørensen går på pension. Den 67-årige politiker har aldrig været bange for at lægge sig ud med hverken sine egne eller konkurrenterne. Han har som en af landets eneste radikale borgmestre brugt netop den platform til at skaffe sig indflydelse i sit eget parti, og han har også præget landspolitikken.

Som en ægte radikal er han noget af en balance-kunstner. Han spillede Venstre og Socialdemokraterne ud mod hinanden efter valget i 2005 og kunne sætte sig på borgmesterposten for næsen af de to større partier. Han lignede på et tidspunkt en afhopper fra de radikale, da han flirtede kraftigt med Anders Samuelsen og Ny Alliance. Men det blev ved snakken. Efter 16 år er det nu slut. Jørn Sørensen stopper som borgmester.

Det åbner for mange nye muligheder.

Det handler om penge
Men lade os lige se på, hvad valget kommer til at handle om: Det bliver penge. Holbæk Kommune mangler nemlig masser af dem. Der har været underskud på regnskabet tre år i træk. Og nu er kassen tom. S og SF anklager det siddende flertal for at have soldet penge væk, fordi skatten blev sat for lavt, da kommunerne blev lagt sammen. Socialdemokraterne vil sætte skatte op for at dække hullerne. Der er ikke det borgerlige flertals kop te, men der er ingen vej uden om. Og kommunen har netop fået lov af Indenrigsministeriet til at hæve skatten ekstraordinært med 67 millioner. Men skatteforhøjelse eller ej, så få vi et slagsmål om, hvem der er bedst til at styre Holbæk ud af den krise, som kommunen befinder sig i.

Tæt opløb
Det ligner på forhånd et meget lige opløb mellem Socialdemokraterne og Venstre. Det ligner også et valg, hvor de små partier kan komme til at spille en stor rolle. Faktisk bliver vælgerne i Holbæk vidner til at helt enestående generationsskifte: Stort set samtlige spidskandidater fra sidste valg er blevet skiftet ud. De unge får lov til at tage over. Socialdemokraterne stiller med den 37-årige Sine Agerholm. Hun har arvet en benhård oppositionspolitik fra sin forgænger Carsten Fink. Vælgerne i Holbæk kan ikke være i tvivl om, hvem der mener hvad i kommunen. Sine Agerholm har siddet en periode i byrådet. Men der er ikke meget debutant-forsigtighed over hendes valgkamp.

Venstres Søren Kjærsgaard har også kun siddet i byrådet i en enkelt periode. Den 33-årige advokat afløser Jens Stenbæk, der nu satser på regionsrådet. Venstre fik et kanonvalg i 2005. Godt hver tredje vælger satte kryds ved partiet. Men udover Jens Stenbæk mangler også f.eks. også Annica Granstrøm på listen i år. Det er politikere, der tidligere har trukket mange, mange stemmer, og det bliver noget af en opgave for Søren Kjærsgaard at snuppe borgmesterkæden.

Også fordi Dansk Folkeparti og John Harpøth mere har lænet sig op ad Socialdemokraterne i denne periode. Partiets er ganske vist i valgforbund med Venstre, men det behøver måske ikke at tælle så tungt på valgnatten.

SF har gjort det svært for sig selv. Partiet brækkede midt over på grund af intern strid. Partiets nye spidskandidat skal vist håbe på en ordentlig omgang Villy-effekt, hvis det skal få flere mandater end de to sidst. Partiet får også konkurrence fra det nye Sociallisten, der er startet af en udbryder fra SF.

Svært for ny spids
Holbæk og Holbæk-området har været en radikal højborg. Men nu bliver det svært. Partiet fik over 17 procent af stemmerne ved seneste valg, og Jørn Sørensen trak mange af dem. Partiet har valgt Gunner Nielsen som hans afløser.

Han har været formand for partiforeningen i Holbæk, men han har aldrig siddet i byrådet. Det ligner en umulig mission for Gunner Nielsen at holde partiet ved magten. Det er den sjove detalje ved den radikale liste, at spidskandidatens blot 17-årige søn, Morten Nielsen, også stiller op. Han en af Danmarks yngste byrådskandidater. De konservative fik et møgvalg sidste gang. Partiet blev halveret med Kim Wolstrup i spidsen. Han går efter 12 år, og bliver afløst af Kenny Jensby.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App