Hooliganregister er på vej

Lørdagens tilskuervold i en fodboldkamp med deltagelse af Lollad-Falster Alliancen, har påny aktualiseret diskussionen om at registrere fodboldbøller i et særligt register.

Justitsminister Lene Espersen (K) er på vej med et nyt hooliganregister, der skal dæmme op for den eskalerende fodboldvold.

Forslaget har netop været i høring hos Divisionsforeningen, DBU, fanklubberne og politiet, og ifølge ministeren vil det være klar til at blive sendt i offentlig høring om en måned.

Men det er ikke hurtigt nok, mener regeringens støtteparti DF, der kræver handling med det samme. Debatten om et hooliganregister fik ny aktualitet fredag, da tilrejsende ballademagere gik amok på tilskuerpladserne under en opvisningskamp mellem Brøndby og AaB på Bornholm.

Og lørdag gik det galt igen, da en tilskuer til en 2. divisionskamp i Roskilde mellem FC Roskilde og Lolland Falster-Alliancen løb ind på banen og angreb udeholdets målmand.

- Jeg ved, at Justitsministeriet allerede er godt i gang med forberedelserne til et egentlig hooliganregister, men den seneste voldsepisode på Rønne Stadion understreger det akutte behov for sådan et kartotek over ballademagerne. Derfor vil jeg nu bede justitsminister Lene Espersen (K) om at skynde på processen, siger Peter Skaarup.

Lene Espersen er på det rene med, at nogle politikere vil have indført registret så hurtigt som muligt. Men hun understreger vigtigheden af, at hooliganregistret bliver gennemført med omtanke, hvilket har taget lidt ekstra tid.

- For mig er det afgørende, at DBU, Divisionsforeningen og ikke mindst klubberne og deres fans har været med på de tanker, der er blevet gjort, så arbejdsgruppen er nået frem til noget, som folk er enige om, siger justitsministeren til Ritzau.

Lene Espersen understreger, at det er de få, der ødelægger en god oplevelse for de mange i forbindelse med fodboldkampene. Men den seneste tids udvikling har overbevist hende om, at det er nødvendigt at gribe ind over for uromagerne. Derfor vil det ikke kun blive dømte, men også sigtede, der kommer til at optræde i hooliganregistret.

- Der er mange andre steder i vores retssamfund, hvor det at være sigtet er tilstrækkeligt. Nogle vil måske sige, at vi skyder gråspurve med kanoner, for der er jo ikke tusinder af hooligans i Danmark. Men jeg tror, at den eneste måde at holde dem fra stadion er at lave et register, som bredt fanger de folk ind, som er ballademagere, siger ministeren.

Hooliganloven har været undervejs siden maj 2006, hvor ministeren første gang varslede et register over fodboldbøller. Initiativet kom i kølvandet på en kamp mellem FC København og Brøndby, hvor 102 personer blev anholdt i forbindelse med ballade blandt tilskuere.

Formålet med registret er at formene registrerede bøller adgang til de danske fodboldarenaer.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App