Holbæk Kommune svigtede voldsramte børn

Tre børn blev gang på gang udsat for vold. Det fik en nabo til at henvende sig til Holbæk Kommune, men kommunen reagerede ikke. De skulle først undersøge sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mor fra Holbæk blev i forrige uge idømt seks måneders fængsel for systematisk vold mod sine tre børn.

På det tidspunkt havde Holbæk Kommune været advaret om volden i mindst syv måneder. Alligevel blev børnene først fjernet, da et af børnene blev indlagt på sygehuset med hjernerystelse efter vold. Det skriver DR Sjælland.

Ifølge DR Sjælland indgik Absalonskolen allerede i februar 2009 indgik et tæt samarbejde med Holbæk Kommunes familieafdeling omkring de tre børn - et tvillingepar på ni år og en dreng på 10 år. På det tidspunkt havde børnene store problemer derhjemme. Det fremgår af et brev fra skolen til kommunen, som naboen Henrik Halby er i besiddelse af.

I juli 2009 gjorde både skolen og Henrik Halby igen kommunen opmærksom på, at børnene blev udsat for vold og misrøgt. Selvom kommunen var i gang med at undersøge forholdene, blev volden kun værre, fortæller Henrik Halby.

- Vi var som naboer vidne til, at børnene blev slået, sparket og revet i håret af deres mor, fortæller han til DR Sjælland.

Alligevel blev børnene først fjernet fra moren i februar 2010, hvor den 9-årige pige blev indlagt på Holbæk sygehus, som indberettede volden til kommunen.

Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard (V) vil ikke kommentere den konkrete sag, men erkender dog, at det er "en skidt sag".


Nyhedsoverblik