Højreradikale på iskold julemission

Gågaden i Nakskov lagde i dag kulisse til en juleaktion fra den højrenationale gruppe Danish Defence League. Men det blev en noget kold og mennesketom omgang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var nissepiger og pebernødder i Nakskov i dag, da Danish Defence League lagde vejen forbi. Til gengæld var det svært at få øje på nakskovvitterne.

- Vi kommer faktisk bare for at sprede noget julehygge til Nakskov-beboerne. Vi har nogle poser med pebernødder og brunkager og julekort med ud, og det er faktisk bare dét, vi er her for, siger Danish Defence Leagues leder Bo Vilbrand.

Normalvis er gruppen ellers mest kendt for deres stærkt islamkritiske holdninger.

- Selvfølgelig har vi også andre budskaber, men i dag handler det først og fremmest om julen, understreger Bo Vilbrand.

Blandt de få Nakskov-borgere, der havde vovet sig ud i vinterkulden, var reaktionerne noget blandet. Nogle havde sympati for sagen, andre var direkte vrede og så var der dem, der mere eller mindre var ligeglade.

Alt i alt var det dog en tilfreds leder som efter en times iskold vandring op og ned af Strøget gjorde foreløbig status.

- Jeg synes, det er gået godt. Vi har talt med nogle mennesker og fået flere positive tilkendegivelser.

TV2 Øst har i dag talt med René Karpantschof, ekspert i politisk ekstremisme. Ifølge ham er der helt særlig grunde til, at grupper som Danish Defence League vælger en by som Nakskov til deres aktioner. En af dem er, at gruppens leder er bosat i byen, en anden er:

- De højreradikale kan ikke demonstrere i de større byer som Aarhus og København på grund af moddemonstrationer fra antiracistisk side - det er lidt nemmere for dem at slippe af af sted med i provinsen, forklarer René Karpantshof.


Nyhedsoverblik