Det vi har sammen

Høje priser får folk til at handle lokalt

Foto: TV ØST

De høje benzinpriser betyder, at mange ikke kører langt til storcentrene for at handle. De bliver hellere hjemme i deres egen lille by.

Storcentre og f.eks. det nye outletcenter i Ringsted vil få sværere ved at tiltrække kunder fra et stort opland på grund af benzinpriserne og den markante stigning i forbrugerpriserne generelt, forudser Danmarks Handelsstandsforeninger ifølge Dagbladet Køge.

De mindre sjællandske byers forretningsdrivende vil i den kommende tid opleve, at flere kunder vil lægge flere penge lokalt, end de har gjort i de senere år.

De stigende benzin- og oliepriser samt de markante stigninger i forbrugerpriserne generelt betyder, at familierne tænker sig om en ekstra gang, inden de kører f.eks. 50 kilometer til storcentre som Næstved

Det vurderer formanden for Danmarks Handelsstandsforeninger, Bent Aarrebo Pedersen, der via sin tætte kontakt til de lokale handelsforeninger ud over landet har en klar fornemmelse af ændringerne i folks indkøbsmønstre.

- De højere forbruger- og benzin- samt oliepriser har allerede sat en bremse på forbrugsfesten. Der er allerede noteret en nedjustering af feriebudgetterne til ikke mindst charterferier samt et dæmpet forbrug af udvalgsvarer. Og det vil givet bremse for anvendelsen af bilen til at køre længere efter indkøb i f.eks. udenbys storcentre. Når familien skal køre måske 50 km til netto 1,50 kroner pr. kilometer og børnene skal have en is eller andet at spise og drikke, skal tilbudspriserne virkelig i bund, før de nævnte udgifter er tjent hjem, siger Bent Aarrebo Pedersen til avisen.

Tip os Har du et godt tip?