Det vi har sammen

Måske var høj fart skyld i busulykke

Foto: TV ØST

Chaufføren trådte formentlig for hårdt på gaspedalen, da en dansk skibus fra institutionen Kærnehuset i København i lørdags kørte galt i Dessau i Tyskland. Det oplyser statsanklageren i Dessau.

Den høje fart kan dermed være årsag til, at pædagogerne Jane Madsen, 32 år, og Josefine Christoffersen på 35 år samt den 45-årige Brian Reichgruber, der skulle på skiferie med sin 12-årige søn, mistede livet i ulykken.

- De foreløbige undersøgelser tyder på, at chaufføren fra selskabet Egons Busser i Slagelse har kørt for stærkt efter forholdene, men vi skal nu foretage en række undersøgelser, før vi kan drage de endelige konklusioner, siger Frank Pieper, statsanklager og talsmand til dr.dk.

En dansk bilist har tidligere fortalt, at der var sneglat på vejen, så hun måtte køre 50 kilometer i timen. Alligevel så hun to danske busser overhale hende i alt for høj fart efter forholdene.

Statsanklageren mener umiddelbart ikke, at der var fejl ved bussen. Men der går fire til seks uger, før de endelige undersøgelser er færdige. Tysk politi har talt med den 49-årige chauffør, som sad bag rattet i bussen, og chaufføren sigtes nu for uagtsomt manddrab.

De uskadte passagerer fra busulykken vendte søndag hjem til København i to busser. I alt 67 børn, forældre og pædagoger fra institutionen Kærnehuset var med.

Reo Darling var kommet til klubben Kærnehuset på Amager for at modtage sin søn, svigerdatter og sine to børnebørn på 14 og 11 år.

- Jeg er skuffet over, at firmaets direktør siger, at bussen er lavet til at køre så stærkt, og at der er tale om rutinerede chauffører, for det er de ikke, så kører man ikke så stærkt i snefog i en kurve. Ulykken kunne være undgået, siger Darling.

Han mener, at hvis bussen havde kørt efter forholdene, så ville den ikke være skredet rundt og med stor hastighed kuret langs autoværnet for først at blive stoppet af et vejskilt.

Udsendte krisepsykologer talte det meste af weekenden med de overlevende om ulykken, der skete natten til lørdag 150 km syd for Berlin.

Dobbeltdækkerbussen var på vej til skisportsstedet Neukirchen i Østrig, og passagererne lå og sov, da ulykken skete.

Ud over de tre omkomne blev 28 børn og voksne kvæstet, 10 alvorligt.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App