Det vi har sammen

Hjemmehjælper tømte borgeres konti

Foto: TV ØST

Idømt fængsel for tyveri mod ældre.

En 40-årig kvinde fra Lolland blev i går idømt fire måneders ubetinget fængsel efter at have stjålet fra ældre menneskers konti. Det skete ved retten i Nykøbing Falster.

Kvinden arbejdede som hjemmehjælper og havde både hævet 44.000 kroner til sig selv fra en 93-årig kvindes konto samt 2000 kroner fra en 85-årigs konto. Bedraget blev opdaget, da den 85-årige ved juletid skulle have hjælp til at hæve 2000 kroner, men derefter opdagede, at hele 4000 kroner var hævet fra kontoen, selvom hun kun havde modtaget halvdelen af pengene selv.

Det er ikke første gang, kvinden har snydt ældre mennesker for pengebeløb. Den 40-årige dømte har før begået underslæb mod beboere på et ældrecenter i Horslunde, hvor hun arbejdede. Det var i 2003, og dengang blev hun dømt og fyret fra Ravnsborg Kommune. Dommen for underslæb var dog blevet slettet fra straffeattesten efter tre år, og derfor blev kvinden ansat i hjemmehjælpen i Lolland Kommune i 2007 uden kommunens vidende om den tidligere straf.

Tip os Har du et godt tip?