Hjemløs indtager teaterscenen

Den tidligere misbruger og hjemløse Daniel Christensen skal spille med i et teaterstykke på Kulturkasernen i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Af Cecilie Lund Andersen og Christine Hedetoft

Onsdag er der premiere på et nyt teaterstykke om hjemløses forhold på Kulturkasernen i Holbæk. En af skuespillerne er ny på scenen, og han har en anderledes fortid bag sig. Daniel Christensen på 31 år er nemlig selv tidligere misbruger og hjemløs.

- Jeg har mere eller mindre været det hele igennem undtagen nålen, siger Daniel Christensen, der har været hjemløs i over to år.

Det er den lokale amatørgruppe Teaterrødderne, der opfører stykket ”Udenfor”. De kom i kontakt med Daniel, da han skulle fortælle dem, hvordan livet som hjemløs er. Dagen efter ringede han til instruktøren Bente Eskesen, fordi han gerne selv ville være med til stykket

- Det var meget rørende, siger Bente Eskesen om Daniels interesse.

Hun blev positivt overrasket over Daniel Christensens evner

- Han er et naturtalent, det er han, siger Bente Eskesen.

For Daniel Christensen har muligheden for at spille teater været et springbræt til et bedre liv.

- Jeg har været i systemet i mange år, og der er ikke noget, der har hjulpet, så jeg måtte selv gøre noget ved det, siger han.

Hans medspillere i stykket ”Udenfor” har også taget mere end godt imod ham.

- Der er kærlighed, der er varme. Hvis det ikke var for denne gruppe og Bente, var jeg nok faldet i igen, siger Daniel Christensen.

Stykket har premiere onsdag aften og spiller frem til lørdag.


Nyhedsoverblik