Hjælpen til ældre beskæres (Video)

Foto: TV ØST

Pårørende og ansatte langer voldsomt ud efter plejen af ældre i Kalundborg Kommune. I går besluttede politikerne på et kommunalbestyrelsesmøde at skære 56 stillinger i plejesektoren.

- Niveauet er langt fra godt nok, sådan siger både pårørende til beboere og ansatte på et plejehjem i Kalundborg. Og det var før kommunalpolitikerne i går besluttede politikerne at skære yderligere ned på personalet.

- Jeg kan da ikke bare se på, at min svigerinde sulter ihjel. Sådan siger Inge Truelsen til TV2 Øst. Hver dag møder hun op på plejehjemmet Jernholtparken i Kalundborg, for at hjælpe sin svigerinde, der har problemer med at synke, med måltiderne.

- Personalet har ikke tid til at sidde i en time, for at hjælpe min svigerinde med maden. Derfor må jeg jo gøre det, ellers dør hun af sult.

TV2 ØST besøgte i går Jernholtparken i Kalundborg for at tale med pårørende og ansatte på plejehjemmet.
Se video fra besøget herunder:
[video:flv:090225_aeldrepleje.flv]

- Vi kan ikke opretholde samme serviceniveau
I går besluttede politikerne i kommunalbestyrelsen i Kalundborg at spare yderligere 56 stillinger væk i ældreplejen, blandt andet seks stillinger i Jernholtparken.

TV2 ØST interviewede borgmester, Kaj Buch Jensen, umiddelbart efter kommunalbestyrelsesmødet i går aftes, hvor nedskæringen blev endelig besluttet.

Se hele interviewet herunder:
[video:flv:090225_kajbuch.flv]

Ikke personale nok

Inge Truelsen er ikke den eneste, der er bekymret over serviceniveauet på plejehjemmet. Lisbeth Nielsens mor bor også på hjemmet, og hun er også ubehageligt til mode over, at personalet, især efter kl. 15, er så få, at der ikke er tid til de ældre.

- Efter kl. 15 er der én ansat til 9 plejekrævende ældre. Det vil sige, at den ene ansatte skal sørge for, at de ældre kan komme på toilettet, få mad, medicin, blive lagt og hvad der ellers er af praktiske opgaver. Der er ikke tid til at sidde og holde i hånden. Hvis min mor, der er helt rigtigt og almindeligt fungerende i hovedet, skal på toilettet, må hun vente og vente. For personalet har ikke tid. Heller ikke til at bade hende. Det er hverken værdigt eller ordentligt. Vi kan ikke være bekendt at opføre os sådan overfor de ældre, siger en forarget Lisbeth Nielsen, Kalundborg, til TV2 Øst.

Også Annemette Rosenberg, der er social og sundhedsassistent på Jernholtparkens plejecenter, er beklemt over, at personalet er så få.

- Niveauet er ikke godt nok. Vi kan kun nå det allermest basale. Ikke noget med at køre en lille tur, eller gå ned i byen og handle en bluse. Ofte kan jeg se, at den ældre har lyst til at snakke lidt, men jeg har ikke tid, siger hun.

Erfaren kritik

Annemette Rosenberg har været social- og sundhedsassistent i 15 år, i flere forskellige kommuner. Aldrig har hun oplevet, at niveauet er så ringe som i Kalundborg.

- Det er det dårligste, jeg har oplevet. Det er den strammeste nomering. Vi skal så mange ekstra opgaver, at det er synd og skam, siger hun.

Læs mere og se bilag på dagsordenen fra kommunalbestyrelsesmødet i går her:
Dagsorden

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App