Hjælp til træning

Vi danskere er blevet en nation, der skal have hjælp til alt. Vi kan få hjælp til at shoppe, til at vælge den rigtige kost - og hjælp til at designe hjemmet og haven. Og nu er tendensen også nået til regionens motionscentre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Personlige trænere er blevet populære. Sidste år tilbød 62 % af alle fitnesscentre personlig træning. I år er tallet oppe på 74 %.

Og også i regionens motionscentre er der rift om de personlige trænere.I fitness.dk i Slagelse, hvor Karen Tengberg arbejder, er tendensen tydelig.

- Vi ser flere og flere, der køber det - det er meget populært, og der er lange lister på kunder der ønsker personlig træning, siger Karen Tengberg, som selv er personlig træner. 

Dyr træning
Men det er langt fra gratis at få en personlig træners uforbeholdne opmærksomhed. Hos fitness.dk i Slagelse koster det 475 kroner for en time.

- Det er nu, at jeg gerne vil ofre min tid og penge på det, mens jeg ikke har hus og børn og har jeg mulighed for det, fortæller Maria Rasmussen, som startede hos personlig træner Karen Tengberg for to måneder siden.

Karen Tengberg mener, at der er gode grunde til investere i at få en træner til rådighed under fire øjne.

- De får hurtigere resultater og måske et bedre resultat. Og der er den fordel, at kunden i stedet for at bruge et år på sin træning, kan nå samme resultat på kortere tid.

Føler sig mere forpligtet
Kasper Lund Kirkegaard, er idrætsanalytiker, og han har fulgt udviklingen i den personlige træners popularitet.

- Det gode er, at man føler sig forpligtet, og det vil sige, at man føler sig mere motiveret til at komme ned og træne. Det negative er, at den pris, man betaler er højere - og man betaler for et produkt, man i princippet selv kunne udføre, hvis man havde disciplinen til det, siger Kasper Lund Kirkegaard.

Og det er da også især motivationsfaktoren, der har fået Maria Rasmussen til at bruge tid og penge på den private vejledning.

- Hvis jeg skal træne alene inde ved nogle maskiner, jeg ikke rigtig kender, så for jeg ikke lavet det ordentligt, og så gider jeg ikke. Så jeg vil have en, der kunne hive mig lidt i gang og holde øje med det, jeg laver, forklarer Maria Rasmussen.

Personlig træning for voksne
Og det er ikke kun de helt unge, der får personlig træning. Den største gruppe er ifølge Karen Tengberg i alderen 30 til 45 år.

På forbrugerstyrelsens hjemmeside kan du se, om dit motionscenter tilbyder personlig træning:

http://www.forbrug.dk/test/testbasen/fritid/fitnesstest/


Nyhedsoverblik