Det vi har sammen

Hjælp til selvmordstruede

Foto: TV ØST

Har du tanker om selvmord, eller er du bekymret for, om én du kender, overvejer at begå selvmord? Her finder du hjælp til, hvad du kan gøre.

En ny undersøgelse viser, at flere unge fra Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommuner har forsøgt at begå selvmord.

Faktisk dobbelt så mange som på landsplan.

Det er flere steder muligt at få hjælp, inden problemerne vokser sig så store, at selvmord virker som løsningen på dem.

Se her hvor du kan få hjælp:

  • Klinikken for Selvmordsforebyggelse.
    Klinikken har afdelinger i Vordingborg, Slagelse og Køge. Det er et ambulant behandlingstilbud til personer i alderen 15 år og opefter. Tilbuddet er rettet mod patienter, som har forsøgt selvmord eller har påtrængende tanker om selvmord, og som ikke har et misbrug eller i forvejen er i behandling i Psykiatrien.

       Du kan læse mere om tilbuddet eller kontakte én af de tre klinikker her.

  • Telefonrådgivning
    Hos Livslinien sidder frivillige klar til at lytte ved telefonerne. Du kan både ringe hvis du er pårørende eller selv går med selvmordstanker. Livslinien har telefon 70 201 201. Livslinien har også en netrådgivning hvor du kan skrive med en rådgiver. Det kan du gøre på www.skrivdet.dk.

      Du kan læse mere om Livslinien her.

Spot faresignalerne

På Livsliniens hjemmeside findes en række råd til selvmordstruede og pårørende til selvmordstruede. Vi har samlet nogle af rådene her:

  • Vær opmærksom på anderledes, ekstrem eller ændret adfærd hos et andet menneske, følelsesmæssige stærke reaktioner og markante udsagn. Det kan være tegn på alvorlig mistrivsel.
  • Manglende appetit eller søvnløshed
  • Aggressiv adfærd
  • Misbrug
  • Ensomhed
  • Udtalt mindreværdskompleks
  • Udsagn som: 'jeg vil ikke mere', eller 'jeg ønsker ikke at leve længere'.

    Derudover skal man være ekstra opmærksom på mennesker, der netop har:

  • Modtaget en fysisk eller psykisk sygdomsdiagnose
  • Gennemgået en skilsmisse
  • Mistet en ægtefælle eller et andet nært menneske
  • Mistet et arbejde eller status på anden vis

      Du kan læse mere om faresignaler her.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App