Historiske Ringsted-huse sættes til salg

De Mahlerske Huse i Ringsted kommer på offentligt udbud snart.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har et splittet menighedsråd i Ringsted Sogn besluttet på et lukket møde tirsdag aften, skriver DAGBLADET Ringsted.

De Mahlerske Huse lige ved byens stolte vartegn, Sct. Bendts Kirke, består af murermester Mahlers hus fra 1864 og nabohuset, som er en gammel toldbod fra 1700-tallet. I dag er husene forbundet og har de senere år været tjenestebolig for kirketjeneren.

Et flertal i menighedsrådet besluttede for tre år siden at afhænde De Mahlerske Huse og har i mellemtiden bl.a. tilbudt husene til Ringsted Kommune, som sagde nej tak.

Eftersom kirketjeneren nu går pension, var menighedsrådet nødt til at beslutte sig for, hvordan huset skal afhændes. Det blev altså til en flertalsbeslutning om salg.

- Det er omkostningskrævende at have det hus, og vi har også fået at vide, at kirker ikke skal eje ejendom. Alternativet er at leje huset ud, men det vil kræve en investering på 350.000 kroner, siger menighedsrådets formand Kirsten Bandholtz.

Medlem af menighedsrådet  John Beck er klart imod.

-  I betragtning af, hvor lidt der i øvrigt er gjort for bygningsbevaring i Ringsted, finder jeg det helt utroligt, hvis det ikke skulle være muligt at rejse en folkestemning for, at i det mindste disse to smukke gamle huse kommer til at tjene lokalsamfundet, siger John Beck til DAGBLADET Ringsted.


Nyhedsoverblik