Historiske huse samles i Ringsted

En historisk dag for historiske huse. Ringsteds Kultur- og Trivelsesudvalg besluttede mandag aften, at Lokalhistorisk Arkiv og Ringsted Museum skal dele tag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Historiens Hus' to afdelinger har længe gerne villet flytte sammen, og i aftes blev det så besluttet, at Lokalhistorisk Arkiv og Ringsted Museum skal placeres i samme bygning, skriver DAGBLADET Ringsted.

Skub i kulturkabale
Det skete på et møde, hvor repræsentanterne fra Kultur- og Trivselsudvalget, samt plan- og boligudvalget var samlet.

- Vi sætter nu skub i kulturlokalekabalen, og det gør vi i første omgang ved at beslutte, at arkivet flytter sammen med museet, fortæller formand for kultur- og trivselsudvalget Henrik Hvidesten (V).

Kan blive kraftcenter
Han fortæller, at kommunen indtil videre ikke har lagt sig fast på en placering af aktiviteterne, fordi man afventer, hvorvidt Ringsted bliver centrum for en ny midt- og vestsjællandsk museumsfusion. En fusion vil betyde, at 14 arkæologer samt disses assistenter og teknikere skal danne et arkæologisk kraftcenter på Sjælland.

Hvis det arkæologiske kraftcenter bliver placeret i Ringsted, er det planen, at Historiens Hus skal være at finde på samme adresse.

Glædelig beslutning
Leder af Historiens Hus, Kirsten Henriksen glæder sig over udvalgets beslutning:

- Det er vi rigtig glade for i Historiens Hus. Det har vi arbejdet for i rigtig lang tid, siger hun til DAGBLADET Ringsted.

Hun medgiver, at det er nødvendigt at afvente den endelige placering af Historiens Hus til fusionen om museet er på plads. Amtsstuegården og Ringsted Radiomuseum har været nævnt som mulige placeringer.

/ritzau/


Nyhedsoverblik