Hestesaddel-svindler skal i fængsel

En 27-årig mand snød i 2011 en lang række af hesteinteresserede piger på nettet. Nu skal han en tur bag tremmer. Det afgjorde Retten i Næstved tirsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En række købere af hestesadler blev sidste år fuppet af en 27-årig mand fra Næstved. Svindlen foregik via nettet, hvor købere betalte for varer uden at modtage dem. Tirsdag blev den 27-årige så idømt seks måneders ubetinget fængel ved Retten i Næstved.

Modtog aldrig udstyr
Svindlen skete via salgsannoncer på hestegalleri.dk og guloggratis.dk, hvor den 27-årige reklamerede for salg af hestesadler og andet rideudstyr.

Flere købere overførte i den forbindelse penge til den 27-årige, men modtog aldrig det udstyr, de havde betalt for. 25 hesteinteresserede piger, som alle var blevet fuppet af manden, afgav stort set enslydende forklaringer under retssagen.

Oprettede nye annoncer
Pigerne kunne også fortælle, hvordan den 27-årige nærmest var umulig at komme i kontakt med, da først pengene var ham i hænde. I flere tilfælde lukkede manden sit telefonnummer, og da pigerne anmeldte hans annoncer blev de lukket ned og nye blev oprettet med andet navn og telefonnummer.

Ingen af pigerne havde inden pengeoverførslen tjekket om navnet på sælgeren stemte overens med ejeren af kontoen.

Mistede overblikket
Den 27-årige selv forklarede i retten, at han faktisk var i besiddelse af sadlerne og havde afleveret dem til flere købere. Ifølge ham mistede han overblikket over handlerne som følge af sygdom. En forklaring, som retten dog ikke troede på.

Udover de seks måneder i fængsel, er manden dømt til at betale pigerne tilbage. Han ankede dommen på stedet.


Nyhedsoverblik