Hemmeligt krigsskib vist frem

Et gammelt krigsskib, formentlig sænket i et søslag i 1644, blev i dag vist frem i Femern Bælt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er det største, jeg har oplevet i min tid som marinarkæolog, og at få lov til at være projektleder på det her, er "once in a lifetime". Sådan siger projektleder Jørgen Dencker fra Vikingeskibsmuseet i dag til TV2 Øst.

Vi er med på en tur ud til dykkerskibet MS Vina, der fungerer som base for de marinarkæologer og erhvervsdykkere, der lige nu er i gang med at undersøge det vrag, der ligger på 24 meter dybt vand i Femern Bælt.

Vraget, der ifølge Jørgen Dencker formentlig er det hollandske krigsskib "Svarte Arent" eller "Svarte Adler", sank efter al sandsynlighed under et søslag i 1644 i Femern Bælt, hvor svenske og hollandske skibe kæmpede mod de danske krigsfartøjer.

Det blev faktisk allerede opdaget i 2008, men det er lykkedes at holde vraget hemmeligt, og nu er området afspærret og dykkerne fra MS Vina har i otte uger arbejdsro til at kortlægge ikke bare hvad der ligger på bunden, men også hvordan vragdelene ligger i forhold til Femernbyggeriet, og hvordan man bedst skærmer det sjældne fund fra de store arbejdsmaskiner, der vil blive brugt dertil.

Dykkerne er udstyret med hjelme med kameraer på, dertil har skibet en ROV, som er et fjernstyret kamera med propeller, der kan følge dykkernes arbejde.

Undersøgelserne, der pågår i otte uger, koster 35 millioner kroner, og de betales af Femern Sund og Bælt. Prisen inkluderer ikke hævning af skibet, men ifølge arkæologerne er det også historien, og ikke de enkelte vragdele, der er den egentlige skat. - Det er informationerne, der er guld værd for os. Hvordan så skibet ud, hvordan sank det, hvilke ting havde de med ombord ? Det vil vi gerne vide, og så sikrer vi fortiden for fremtiden ved at bevare det, hvor det er, siger Jørgen Dencker i dag til TV2 Øst.

 

 

 


Nyhedsoverblik