Danmarks mest omtalte mand i dag, Morten Storm, fortæller i Jyllands-Posten, at han blev født i Korsør i 1976, hvor han i sin ungdom var en talentfuld fodboldspiller.
Da han var 21 år, blev han medlem af Bandidos i storebæltsbyen. Men da rockerkrigen brød ud i 1997 skiftede han kurs og konverterede til islam.
Historien om Morten Storm har vakt enorm opsigt i dag. I Jyllands-Posten fortæller han, at han blev hvervet til Politiets Efterretningstjeneste i 2006.
Han levede et dobbeltliv som agent og militant islamist. Og han hævder, at han var med til at lokalisere Al Qaida-topterroristen Anwar al-Awlaki, så amerikanerne kunne sende drone efter ham og dræbe ham.