Helbredsmani breder sig blandt ældre

Eksperter kalder ældres øgede brug af blodtryksmålere og skridttællere for en mani. Tendensen bekræftes blandt andet af et projekt med ældre fra Vordingborg Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ældre over 60 år måler blodtryk, kondi og kolesteroltal i en sådan grad, at eksperter på området nu taler om en decideret hjemmemålingsmani. Det skriver Kristeligt Dagblad fredag.

Tendensen er ifølge Allan Krasnik, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab og programleder ved Center for "Sund Aldring", meget markant.

- Tal er blevet et nøgleredskab til at vurdere sig selv og andre, siger han til Kristeligt Dagblad og fortsætter:

- Kondital, blodtryk og kolesteroltal - alle mulige kvantitative monitoreringer bruges til at vurdere, om man stadig er i fuld vigør og har en kropsfunktion, som da man var ung. Målingerne bliver dominerende i forhold til, hvordan man opfatter sig selv.

Det udsagn bekræfter antropolog Bjarke Oxlund, som også er tilknyttet Center for Sund Aldring på Københavns Universitet. Han er ved at afslutte forskningsprojektet "At leve gennem tal".

I Vordingborg Kommune har han fulgt en række kvinder over 60 år, som indretter tilværelsen efter tallene på måleapparaterne.

- Hjemmet er blevet en målecentral for kropstilstande. Hvor det tidligere var noget, der skulle presses ned over hovedet på folk, får de nu blodtryksmålere og skridttællere i julegave, siger han.

Butikskæderne Lidl, Harald Nyborg og Netto har i denne uge tilbud på elektroniske blodtryksmålere, og også en lange række organisationer som Ældre Sagen og Hjerteforeningen sælger måleapparater til hjemmebrug.

Som udgangspunkt er det ifølge eksperter godt at holde øje med helbredet, men det kan også udvikle sig til en besættelse hele tiden at holde øje med blodtryk og kondital, mener eksperterne.

Også professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen fra Rigshospitalet advarer mod konstant at måle og veje sig.

- Hvis målingerne bliver til indholdet i tilværelsen, er der er grund til at råbe vagt i gevær, siger hun.


Nyhedsoverblik