Havørn tilbage i det fri

Foto: TV ØST

Fuglekendere kalder det intet mindre end en sensation - det, der lørdag fandt sted i en skov på Midtsjælland. En vild havørn skulle tilbage til naturen. Og det var med stor spænding, at det skulle testes, om vingerne ville bære.

Havørnen blev fundet afkræftet og forkommen for to uger siden af skovgæster. Efter en tur i Falcks dyreambulance forbi lægen, fik John Hørdum til opgave at få fuglen på fode.

- Det er aldrig sket før, at vi har fået sådan en ind, og derfor var det også sådan et stort ansvar at beskytte den, fortæller John Hørdum, som har stået for plejen af havørnen.

Havørnen genfandt appetitten og helbredet på John Hørdums vildplejestation. Og lørdag skulle det så stå sin prøve, om de store vinger ville have lyst til at mærke den frie luft efter flere uger foldet sammen.

Ønske-scenariet var klart:

- Det er, hvis den letter og flyver godt derud af - så vil det være en helt speciel følelse, forklarer John Hørdum.

Så med hænderne i handskerne og nerverne lidt mere udenpå, var det tid til at slippe fuglen fri.

Og heldigvis stod ønsket mål med virkeligheden. For efter et kort ophold i græsset, tog ørnen nemlig mod til sig, foldede vingerne ud og fløj fra stedet.

John Hørdum håber, at det næste bliver, at havørnen igen finder sin plads i naturen.

01:41 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App