Handicappede rammes hårdt

De handicappede i Ringsted Kommune får fremover færre penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ringsted Kommune er i gang med at udmønte rammebesparelser for 2,5 millioner kroner på handicapområdet, og det rammer bredt. Blandt andet skal syv helårspersoner afskediges, madordninger fjernes og hjemmestøtten beskæres. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

For at spare 300.000 kroner på den specialpædagogiske hjemmestøtte må man visitere færre brugere og give mindre tid til hver enkelt. Der vil være også blive mindre tid til råd og vejledning og til den såkaldte socialpædagogiske madlavning.

Nogle af de psykisk og fysisk handicappede, som er i beskyttet beskæftigelse fremover, skal ud i skånejob. Samtidig vil institutioner med beskyttet beskæftigelse få forringede muligheder for madlavning, ligesom der vil være ringere vikardækning, stop for brug af gæstelærere, stop for sommerudflugter, juleture og årlige idrætsdage.

Et af de helt store indgreb rammer det lokale støtte- og aktivitetscenter, som mister den populære madordning, ligesom den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse beskæres med en million kroner. Endelig bliver der skåret på den personlige pleje og tøjvask på kommunale bosteder, skriver DAGBLADET Ringsted.

   


Nyhedsoverblik