Handicappede fanget i hjemmet (video)

Den seneste tids store bunker af sne er mere eller mindre blevet til et fængsel for mange gangbesværede og handicappede. Den mangelfulde snerydning betyder, at de svageste knap kan komme uden for døren. Næstved Kommune vil nu føre tilsyn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kørestolsbrugere som Henning Fog Hansen fra Fensmark i Næstved Kommune møder for tiden stor modstand, fordi grundejerne er for dårlige til at skovle sneen væk fra fortovene.

- Det betyder at jeg ikke kan planlægge min tilværelse og mit sociale liv. Livet går nærmest i stand-by, siger Henning Fog Hansen fra Fensmark.

[video:video_mangler:100207_fanget_i_sneen.flv]

Han er ikke den eneste, der har store problemer på grund af den dårlige snerydning. Dansk Handikapforbund i Region Sjælland vurderer at dårlig rydning rammer omkring 2000 af medlemmerne i regionen.

- Hvis det sner i løbet af dagen, kommer jeg ingen steder og så er min frihed jo taget fra mig. Jeg ved godt, at andre mennesker kan sne inde, det er også helt okay, men de har måske en mulighed for at grave sig fri eller for at gå til købmanden. Den mulighed har jeg ikke, siger Tonny Ploug, Hovedbestyrelsesmedlem, Dansk Handicap Forbund.

Det er grundejernes ansvar at holde fortov og veje fri for sne og is. Det skal gøres inden for den tidsramme, hvor man normalt kan forvente færdsel på arealet. Det vil sige, at der skal ryddes sne og gruses mellem klokken 07 om morgenen og frem til klokken 22 om aftenen.

Hvis ikke grundejerne gør deres pligt, er det op til kommunen at sørge for at det bliver gjort. I Næstved Kommune har man indtil nu ikke haft tid og mandskab til at føre tilsynet, men det vil der nu blive strammet op på.

- Hvis man finder steder, hvor der ikke er mulighed for at komme frem, så vil man bede dem om at rydde fortovet nu. Hvis ikke det bliver ryddet, så er det en politianmeldelse, siger Henning Jensen, Borgmester i Næstved Kommune.

Alternativt vil kommunen selv tage fat på rydningen og så kan grundejerne se frem til en regning for arbejdet.


Nyhedsoverblik