Handicappede hjælper med lockout-pasning

På handicap-institutionen Kildehaven ved Svinninge er personalets medbragte børn blevet taget imod med bogstaveligt talt åbne arme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis lockout-besvær er en ludobrik, så er den slået hjem på Kildehaven ved Svinninge. For omkring ludospillet i ekstra large er humøret højt blandt både børn, brugere og personale på lockoutens dag 2.

- Vi får meget hjælp med pasningen. Brugerne er rigtig gode til at hjælpe os, og faktisk hjælper brugerne og børnene hinanden. Det er rigtig godt. Det betyder alt for mig at kunne få dem med, for ellers ved jeg ikke, hvordan de skulle passes. Så skulle de være alene hjemme, og det er de for små til, siger Rikke Petersen, der er social- og sundhedsassistent og har Emilie og Niklas med på arbejdet på Kildegården ved Svinninge.

Her har personalet mulighed for at tage børnene med på aktivitetscenteret, hvor de psykisk og fysisk handicappede brugerebruger dagen. Selvom det har vist sig at være en succes, så var det faktisk en nødvendighed, der skabte ideen.

- Vores brugere skal have hjælp til at komme op og til at spise. Så hvis personalet pludseligt fik brug for at afspadsere eller ferie, så måtte vi sige nej, fordi brugerne kan jo ikke blive liggende til lockouten er slut, siger Majbritt Nyholm, der er direktør for Kildehaven, der har ca. 70 ansatte.

Indtil nu har behovet for pasning ikke været overvældende, fordi flere forældre blandt personalet allerede har aftalt pasning andre steder, men hvis lockouten trækker ud, så er Charlotte Nielsen, der har Lucas med, ikke i tvivl om effekten.

- Jeg kan passe mit arbejde og har ro i sindet. Jeg behøver ikke finde en løsning i morgen, for problemet er der jo hele ugen. Jeg får noget ud af det, børnene får noget ud af det - og der er andre, der også får noget ud af det, siger Charlotte Nielsen og kigger på brugeren Martin, der bekræfter.

-Ja, meget!


Nyhedsoverblik