Det vi har sammen

Hærværk på Fuglebjerg Skole

For anden gang i løbet af sommerferien må Fuglebjerg Skole nu rydde op. Smadrede vinduer og ødelagte døre kommer til at gå udover eleverne.

De er efterhånden godt trætte af at møde op til ødelagte vinduer og døre på Fuglebjerg Skole. Denne gang kostede 24 knuste vinduer og to ødelagte døre skolen omkring 60.000 kroner.

- Når der ikke er blevet stjålet noget, så dækker forsikringen ikke. Derfor kommer det til at gå udover lejrskoler, sjove aktiviteter og temauger. Alt det, der gør det sjovt at gå på Fuglebjerg Skole. Jeg synes, at det er urimeligt, at eleverne skal betale for noget, de ikke selv er skyld i, siger skoleleder Anne-Louise Boelsmand.

Foruden vinduer og døre gik det også udover eleverns udsmykning af skolen. Det er kunstværker, som børnene har lavet i forbindelse med et stort historieprojekt.

- Jeg synes ikke, at det er i orden, at nogen kommer og ødelægger noget, som er så flot, og som vi har brugt så lang tid på, siger Kristine Dam Olling fra 4. klasse.

Fuglebjerg Skole får installeret overvågningskameraer i løbet af efteråret for på den måde at komme hærværket til livs. Lige nu gælder det dog mest om at blive klar til skolestart.

- Vi er godt i gang med at rydde op, så vi kan hejse flaget og vise en flot skole frem til nye og gamle elever på mandag og tirsdag, siger Anne-Louise Boelsmand.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App