Hækkerup: Forsvaret skal spare tre milliarder

Store besparelser på forsvaret kan koste arbejdspladser her i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sparekravet til dansk forsvar bliver ikke de to milliarder kroner, som den tidligere regering fortalte vælgerne. Det virkelige sparekrav bliver snarere op mod tre milliarder kroner.

Det oplyser forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Årsagen til sparekravet, der er henved 50 procent større end hidtil oplyst, er blandt andet det generelle krav om effektivisering i statens administration kaldet »fokuseret administration«, som er en del af den tidligere regerings økonomiske genopretningsplan. Dertil kommer bortfaldet af den midlertidige forhøjelse af forsvarsbudgettet med 400 millioner kroner årligt, som udløber med forsvarsforliget i 2014.

- Det er en voldsom besparelse, siger Nick Hækkerup.

Hvad det endelige sparekrav bliver, afhænger af, om det lykkes Nick Hækkerup at overbevise den øvrige regering om at forlænge den midlertidige forhøjelse.

- Hvis man lægger det hele sammen, når man et sparekrav på tre milliarder kroner. Det er klart, at det er min holdning, at det midlertidige økonomiske løft fortsætter. Men jeg vil ikke sidde her og snakke den økonomiske udfordring ned, siger Nick Hækkerup.

I regeringsgrundlaget annoncerede den nye regering, at den vil indlede besparelser i forsvaret allerede fra 2013. Men det forudsætter enighed mellem forsvarsforligspartierne, som omfatter alle partier minus Enhedslisten. Nick Hækkerup forestiller sig, at partierne kan lave en tilføjelse til forsvarsforliget, hvor man bliver enige om, hvor der kan spares.

- Hvis det går, som jeg forventer, vil der være besparelser, som er relativt ukontroversielle. Jeg vil gå til forligskredsen og sige, at vi har en fælles økonomisk udfordring, og lad os tage fat på den nu.

Nick Hækkerup vil også foreslå forligspartierne at suspendere værnepligten, når den igangværende analyse af værnepligten er afsluttet i maj 2012.

- Det vil være min indstilling, at pligten skal erstattes af frivillighed, siger han.

Køb af nye kampfly til afløsning for F16-flyene skal gennemføres.

- F16 flyene er meget funktionelle, men det bliver sværere og sværere blot at skaffe reservedele til motorerne. Når vores kampflys funktionsevne bevæger sig nedad, presser nyanskaffelser sig på, siger Nick Hækkerup og understreger, at han »stringent« holder sig til forsvarsforliget, hvorefter valg af flytypen skal ske inden 2015.

- Vi skal have nye kampfly. Men jeg kan ikke sige præcist, hvornår de skal være anskaffet. Det må nærmere analyser vise, forklarer ministeren.


Nyhedsoverblik