Haarder vil ikke tale om nederlag endnu

Bertel Haarder vil ikke tale om valgnederlag. Han er optimist, indtil det endelige resultat foreligger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), der opstiller i Sjællands storkreds,  er stadig optimistisk, selv om både valgstedsmålinger og den første egentlige prognose sender Helle Thorning-Schmidt mod Statsministeriet.

- Jeg vil overhovedet ikke forklare et nederlag, som ikke er konstateret. Vi holder krudtet tørt og optimismen oppe, siger Haarder til Ritzau ved sin ankomst til Venstres valgfest på Islands Brygge.

Han konstaterer, at en kommende rød regering vil få problemer med at overholde de løfter, de er kommet med i valgkampen, hvis de vel at mærke vinder.

- Enten må De Radikale bryde løfter, eller også må S-SF bryde løfter, konstaterer ministeren.

Han mener ikke, at det er regeringens og Dansk Folkepartis alliance med De Radikale om forårets beskæftigelsesreform, der har været med til at sende Margrethe Vestager og hendes parti mod stjernerne.

- Det skabte jo troværdighed om blå blok og viste, at vi kan samarbejde over midten. Det har været et tema i valgkampen, og det fik vi bevist, at vi kan. Så det var helt klart til vores fordel, understreger Bertel Haarder.

- Men indtil vi har resultatet, vil jeg for en gangs skylde overlade tingene til kommentatorerne, siger ministeren med et grin, inden han går ind til festen.


Nyhedsoverblik