Det vi har sammen

Haarder tøver med sygehussvar

Foto: TV ØST

Trods pres fra partifællen Louise Schack Elholm (V) afstår sundhedsminister Bertel Haarder foreløbig fra at tage stilling til Region Sjællands kommende sygehusstruktur.

Louise Schack Elholm har stillet den nye minister en stribe spørgsmål forud for regionsrådets møde tirsdag, hvor medlemmerne skal stemme om den nye sygehusstruktur. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Hun har blandt andet bedt ministeren om at vurdere, hvilken af de fire fremlagte modeller, der bedst lever op til ekspertudvalgets anbefalinger. Men det vil Bertel Haarder ikke svare på nu.

- Det ville (...) være helt forkert af mig at kommentere sygehusstrukturen i Region Sjælland, før regionsrådet for Region Sjælland har vedtaget en sygehusplan, og før ekspertpanelet har afgivet sin indstilling til regeringen, svarer Bertel Haarder.

Det skuffer Louise Schack Elholm.

- Jeg er naturligvis ærgerlig over, at ministeriet ikke vil bistå med konkrete vurderinger af konsekvenserne ved de forskellige scenarier. Men jeg forventer selvfølgelig, at ekspertudvalget vil gennemgå Region Sjællands valg af scenarium og de øvrige scenarier med henblik på at sikre, at Region Sjælland har valgt den mest fremtidssikre løsning, siger Louise Schack Elholm til DAGBLADET Ringsted.

Hun mener selv, at Ringsted-modellen er bedst.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App