Hårde straffe til bandemedlemmer

Bedrageri for flere millioner gav både fem års fængsel og udvisning til bandemedlem

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der faldt hårde straffe, da Retten i Holbæk onsdag fandt to Black Cobra-medlemmer skyldige i blandt andet bedrageri for millioner af kroner.

Den 21-årige Martin Krog-Nielsen fra Kalundborg fik fem års fængsel, den 26-årige Edmin Heric, Kalundborg, som ikke er dansk statsborger, fik fem et halvt års fængsel og blev udvist efter endt afsoning. Det skriver Kalundborgs Folkeblad og Nordvestnyt.dk. 

Begge blev fundet skyldige i bedragerier for 2,5 millioner kroner samt køb og salg af narkotika. Sagen tog sin begyndelse sidste år, hvor politiet gennem længere tid aflyttede de to nu dømtes telefoner.

I begyndelsen af november 2008 slog politiet så til i en storstilet aktion, hvor flere ejendomme i Kalundborg blev ransaget. Ved aktionen blev der fundet nyt værktøj i så store mængder, at politiet måtte bruge fem flyttebiler til at transportere de beslaglagte ting væk.

Både Edmin Heric og Martin Krog-Nielsen ankede på stedet deres domme til landsretten.

Ritzau


Nyhedsoverblik