Det vi har sammen

Håndterminaler til rejsekortet skal skiftes ud

Foto: TV ØST

Selv om det først er nu, rejsekortet for alvor er ved at blive udbredt, skal det tekniske udstyr til kontrol af kortene i togene snart skiftes ud, skriver Sjællandske.

De 1100 håndterminaler, som DSB råder over i øjeblikket, produceres ikke længere. Det bekræfter udviklingschef i DSB Onboard Service, Lotte Engelund.

Til gengæld understreger hun, at det lige siden rejsekortets introduktion har været planen at finde en erstatning for de håndterminlaer, som rejsekort-selskabets leverandør har tilbudt.

I samarbejde med Rejsekort A/S har DSB derfor allerede skrevet kontrakt med en anden leverandør om en ny type terminal, som i modsætning til de nuværende kan kontrollere alle former for rejsehjemmel. Eksempelvis også sms-billetter.

Dermed slipper togførerne for at skulle operere med to forskellige slags terminaler, når de skal tjekke, om passagererne betaler for rejsen.

Ude i togene går der rygter om, at der er for få terminaler i øjeblikket, men det afviser Lotte Engelund.

- Vi har de 1100 i øjeblikket, og så har vi en aftale med det hollandske jernbaneselskab om at kunne få 500 ekstra fra dem i takt med, at rejsekortet udrulles, indtil vi får de nye næste år. Vi har hele tiden vidst, at vi på et tidspunkt ville stå i en situation, hvor vi ikke kunne få flere af de nuværende terminaler. Vi har helt styr på det, siger Lotte Engelund til Sjællandske.

Tip os Har du et godt tip?