Guldpiger videre trods blackout

Efter blackout i 1. halvleg sled NFH-pigerne sig torsdag videre i pokalturneringen med en sejr over Lyngby.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var som nat og dag, da pigerne fra Nykøbing Falster Håndbold torsdag aften kæmpede sig videre til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen efter en 27-24 sejr på hjemmebane over Lyngby.

Pigerne sikrede sig for nylig en plads i landets bedste række. Om det var efterveer fra oprykningsfesten, tanken om en snarlig sommerferie eller noget helt tredje, der sad i spillerne i starten skal være usagt, men det virkede ikke som om, de gulblusede var tændte og mentalt til stede i kampens begyndelse, og det udnyttede Lyngby til at bringe sig foran med hele 0-5.

5 minutter før første scoring

Mere end 5 minutter skulle der således gå, før Sascha Juul på straffekast satte den første NFH-scoring ind. Lyngbys største føring var på 3-11 efter 19 minutter. Derfra blev det ganske langsomt bedre.

NFH'erne fandt så småt viljen og vejen til at komme igennem Lyngbys offensive forsvar, og resten af halvlegen spillede holdet lige op med gæsterne, der kunne gå til pausen foran med 9-14.

Comeback i 2. halvleg

Det blev endnu bedre i anden halvleg, hvor fighterviljen og sammenspillet var langt bedre end før pausen. Lyngby, der var uden den tidligere landsholdsspiller Mette Vestergaard, kunne ikke holde NFH'erne væk i deres ellers så effektive offensive forsvar ligesom i første halvleg, og bid for bid åd NFH'erne sig ind på gæsternes forspring, som blev indhentet cirka 10 minutter efter pausen ved stillingen 17-17.

Specielt bagkæden med Mia Møldrup, Camilla Maibom og Cecilie Woller kørte rundt med Lyngby forsvaret.

Så sig ikke tilbage

Ved 21-20 fik NFH sin første føring i kampen, og derfra så spillerne sig ikke tilbage. Båret frem af et meget entusiatisk publikum på knapt 370 tilskuere, der klappede og larmede som var de 800, holdt de gulblusede Lyngby fra at komme tilbage i kampen, og det hele endte altså med en sejr på 27-24.

Flot kommet tilbage af holdet efter den rædselsfulde start på kampen, og dermed kan pigerne gå på en yderst velfortjent sommerferie med visheden om, at de ikke har tabt en kamp i 4 måneder og efter sommerferien skal spille ligahåndbold og ottendedelsfinale i pokalturneringen.

 


Nyhedsoverblik