Griseuheld skabte rekordkø ved Storebælt

Mandagens uheld på Sprogø, hvor en grisetransport væltede og blev spiddet af et autoværn, skabte rekordlang ventetid ved Storebælt. Politiet vil nu se på, hvordan ventetiden kunne blive så lang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De bilister, der mandag forsøgte at krydse Storebælt fra Sjællandssiden, kan officielt kalde sig forsvarende mestre i ventetid, efter at en lastbil med 200 grise væltede og satte sig urokkeligt fast i et autoværn på Sprogø.

Grisetransporten væltede ved middagstid, men først klokken 21.30 kunne politiet atter erklære trafikken for normal.

- Det er så vidt vides den længste ventetid på Storebæltsbroen, som er affødt af et trafikuheld, og vi vil derfor evaluere på, om vi fra politiets side, kan lære noget af forløbet, siger vagtchef Kenneth Pedersen fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Oprydningsarbejdet blev blandt andet besværliggjort af, at motorvejens autoværn borede sig tværs gennem lastbilens lad, hvor grisene stod opmagasineret. Derfor måtte der en større indsats med vinkelslibere til for at få lastbilen væk af vejbanen.

Men det var langt fra det eneste problem.

- Mange grise skulle aflives på stedet, og der skulle både arrangeres transport til de døde grise og dem, der overlevede uheldet og skulle bringes til slagtning, forklarer Kenneth Pedersen.

- Men de lastbiler havde problemer med at komme hurtigt frem til ulykkesstedet på grund af den massive kødannelse, siger han.

På et tidspunkt gik bilkøen helt tilbage til Slagelse.

Chaufføren af lastbilen slap uskadt fra uheldet.


Nyhedsoverblik