Det vi har sammen

Grillvejret kommer tilbage efter sløj mandag

Foto: TV ØST

Efter mandagens regn kommer der sol og for september høje temperaturer.

Mandag bliver en sløj vejrdag i Østdanmark.

En frontbølge smider halvstore mængder regn ned over landet, og temperaturerne ser ikke synderligt prangende ud. At det visse steder også kommer til at blæse, gør ikke situationen meget bedre.

Mandagen ser dog ud til at være ugens vejrmæssige bundskraber. De øvrige dage bliver ifølge prognoserne bedre, varmere og med mere solskin og mindre regn.

- Generelt pænt efterårsvejr, lyder vurderingen hos DMI. Men først skal mandagen altså lige overstås.

Ugen starter vådt

- Det begynder temmelig vådt. Mandagen byder på regn rigtigt mange steder, og den kan stedvis godt være kraftig og måske også med torden, fortæller Tine Zeuthen, vagthavende meteorolog hos DMI.

- Vi kommer generelt kun op på 13 til 18 grader, og vinden vil variere meget, men den vil generelt være svag til frisk. I de østlige egne vil der faktisk være op til hård vind nogle steder, tilføjer hun.

Temperaturmæssigt ser det bedst ud for bornholmerne, og mandagen kan byde på op til 20 grader på solskinsøen i Østersøen, lyder det.

Sol, varme og næsten ingen vind

Så snart mandagen er overstået, begynder vejret i hele Danmark at arte sig.

- Fra tirsdag og stort set ugen ud, så bliver det noget andet. Det bliver med rolige vindforhold, lidt eller nogen sol, kun enkelte byger og generelt temperaturer på omkring 17 grader i dagtimerne, siger Tine Zeuthen.

- Det bliver lidt blandet, men generelt pænt efterårsvejr, tilføjer hun.

Adspurgt om, hvorvidt det varme sommervejr nu officielt er en saga blot, lyder svaret fra meteorologen:

- Jeg kan i hvert fald ikke få øje på temperaturer på over 20 grader. Men 17, 18, 19 grader er ikke så tosset for september måned. Slet ikke, når vinden også er ret svag, siger Tine Zeuthen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App