Gratis buskørsel i Holbæk under landsstævne

Deltagere, pårørende og lokale kan under DGIs store landstævne i Holbæk se frem til gratis buskørsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Holbæk får mere end fordoblet sit indbyggertal, når et bredt udsnit af landets gymnaster i dagene 2.-5. juli deltager i DGI`s landsstævne. Og et så stort rykind stiller naturligvis ekstraordinære krav til den kollektive trafik.

Derfor har Holbæk Kommune sammen med Trafikselskabet Movia besluttet at gøre bustrafikken på i alt 19 linjer gratis.

- Vi synes, det er en rigtig god idé, når presset på den kollektive trafik er så stort, og vi vil kunne undgå billetteringsproblemer, forklarer trafik- og kørerplanlægger i Trafikselskabet Movia, Jens Birch-Jakobsen.

Kun i særlige zoner
Han præciserer dog, at passagerne skal være ekstra opmærksomme på, hvor de færdes med bus, da tilbuddet om gratis buskørsel de fire fulde landsstævnedage er begrænset til zonerne 10, 11, 12, 13, 14, 15 og 16.

Udover de 19 buslinjer under Movia tilbyder Holbæk Kommune gratis bustransport på tre deciderede landsstævnelinjer, der for nemheds skyld har fået farverne blå, rød og grøn.

Projektleder i Holbæk Kommune, Torben Mortensen, håber på at en ellers noget kaotisk trafiksituation kan blive smidig og mere hensigtsmæssig for alle, der skal rundt i byen. Desuden opfatter han lidt den gratis bustransport som en gestus overfor de fastboende i Holbæk.

- Et landsstævne af dette omfang vil nødvendigvis påvirke dagligdagen, og i Holbæk Kommune ser vi det som en 'lille gave' til byens borgere som tak for deres gæstfrihed, siger han.

Der forventes ca. 21.000 deltagere, 3.500 frivillige hjælpere og formentlig 5-10.000 besøgende ved dette års landsstævne.


Nyhedsoverblik