Grænsedyrlæger må ofte aflive kæledyr

Turister, der ikke har sat sig ind i reglerne, lader deres kæledyr aflive, når de forsøger at tage dem med på ferie.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tusindvis af hunde og katte får lov at stege på bagsædet af bilen eller må tilbringe flyturen i et transportbur, når ejerne skal på solferie til Spanien eller Thailand.

En undersøgelse, som YouGov har foretaget for 24timer, viser, at 13 procent af alle kæledyrsejere har rejst med deres kæledyr til udlandet.

Men selv om det fra ejerens synspunkt kan være hyggeligt at have det lille kræ med sig på badehotellet, kan det ende fatalt. Mange turister har ikke sat sig ind de gældende regler for ind- og udførsel af dyr, og derfor bliver de beslaglagt i tolden med et krav om at betale en kæmperegning for undersøgelser, mange måneders karantæne og transportudgifter.

Når ejerne nægter at betale, er den sidste udvej en aflivning - og det sker desværre alt for ofte, forklarer Frede Kristensen, der er grænsedyrlæge ved Københavns Lufthavns Veterinærcenter:

»Det er en katastrofe, at folk ikke sætter sig ordentligt ind i reglerne. Konsekvensen er, at vi skal stå og aflive friske og raske hunde. Det er desværre sket masser af gange, og det er ikke derfor, at jeg er blevet dyrlæge,« siger grænsedyrlæge Frede Kristensen til 24timer.

Han fortæller, at de ugentligt modtager dyr som en konsekvens af, at turister ikke har sat sig ordentlig ind i reglerne.

»Problemet er primært, at folk ikke sætter sig tilstrækkeligt ind i de krav, der gælder, når de kommer tilbage til EU. Det gælder især rejser til og fra i Tyrkiet og Thailand,« siger Frede Kristensen til 24timer.

Samme melding lyder fra Fødevarestyrelsen, som administrerer reglerne:

»Særligt når de skal hjem igen, har vi desværre indimellem episoder, hvor folk mangler blodprøver eller vaccinationer, og det kan betyde et karantæne-ophold. Med alt det besvær, der er med at sørge for papirer og tilladelser, så vil jeg aldrig anbefale at tage dyrene med,« siger Annette Junker Karpinski, der er dyrlæge i Fødevarestyrelsen, til 24timer.


Nyhedsoverblik