Grænsebutikker klar til danske påskegæster

Der kan blive travlt ved Rødby og Gedser i påskedagene. Tyske dagligvarebutikker satser nemlig stærkt på danske kunder i påskedagene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens butikkerne i Danmark er lukkede i påskens mange helligdage, så er der fuld fart på grænsehandlen i Sverige og Tyskland.

I butikkerne i Helsingborg, Malmø og syd for den dansk-tyske grænse har de ansatte i øjeblikket travlt med at fylde hylder og kølediske ekstra godt op, så man er klar til den årlige invasion af købelystne danske påskegæster.

I Tyskland har butikkerne åbent i hele påsken bortset fra langfredag.

Mike Simonsen, der er administrerende direktør for Fleggaard-butikkerne syd for den dansk-tyske grænse, glæder sig til de travle påskedage.

- Vi forventer vækst i påsken, både vækst i omsætning og glade kunder. Vejret er med os, folk har lige fået løn og der er mange fridage at handle i, siger han til Ritzau.

Hos Dansk Supermarked, der ejer butikskæderne Bilka, Netto og Føtex, ærgrer man sig lidt.

- Vi synes, det er konkurrenceforvridende, at danskerne kan finde masser af åbne butikker i helligdagene, når de bare krydser grænsen. Det bedste ville være, hvis vi havde de samme regler, siger Henrik Kirketerp, der er direktør i Dansk Supermarked.

/ritzau/


Nyhedsoverblik