Gode idéer bliver i skuffen

Region Sjællands virksomheder er for dårligt klædt på til at realisere nye ideer mener direktøren for en forskerpark i Roskilde. Mange ideer der kunne blive til gode forretninger bliver i skuffen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det står sløjt til med iværksætteriet og nytænkningen i Region Sjællands virksomheder. I hvert fald hvis man spørger Kim Ove Olsen, direktør for CAT i Roskilde, der hvert år investerer over 100 millioner kroner i innovative idéer inden for forskning, industri og teknologi, skriver DAGBLADET Roskilde.

Efter i årevis at have fokus rettet mod hovedstadsområdet er CAT nu begyndt at vende blikket mod Region Sjælland, men det er meget op ad bakke.

- Det er en kæmpe opgave. Regionen er forfærdelig dårlig klædt på til det. Der er en dårlig kontakt til universiteterne, og mange virksomheder lever deres eget liv, siger Kim Ove Olsen, som nu har ansat medarbejdere, der specifikt får med Region Sjælland at gøre.

Det er ellers ikke, fordi virksomhederne mangler idéer. De har bare ikke tid og ressourcer til at føre dem ud i livet.

- Der er mange mellemstore virksomheder i regionen, og når man spørger dem, er de propfyldt med gode idéer. Problemet er, at de er kapitalsvage og har for få ansatte, så idéerne bliver i skuffen, fordi ledelsen har travlt nok med at få en ordre af sted til Hamborg på mandag, siger CAT-direktøren.

Når det gælder venturekapital, ligger Region Sjælland i bund i forhold til resten af landet. Faktisk er det lige nu kun CAT, som skyder penge ind i regionen på området.

- Derfor forsøger vi i samarbejde med Region Sjælland at få etableret en kapitalfond, som gerne skulle komme op på 100 millioner kroner, siger Kim Ove Olsen, der netop har været til møde med Vækstfonden om emnet.Men først og fremmest er det op til regionens virksomheder selv at komme i omdrejninger, lyder budskabet.

- Der er for mange, som er tilfredse med at være, hvor de er. Virksomhederne er for uambitiøse, siger Kim Ove Olsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik