Gisselfeld-greven flytter til Sverige

Foto: TV ØST

Den 65-årige Erik greve Danneskiold-Samsøe er så skuffet over, at et testamente fra 1725 ikke er gyldigt, at han flytter til Sverige.

Den 65-årige Erik greve Danneskiold-Samsøe begynder så småt at
indstille sig på, at hans tid på Gisselfeld er slut. Det skriver
Sjællandske.

Østre Landsret har afgjort, at han senest den 1. juli skal
forlade godset Gisselfeld. Erik greve Danneskiold-Samsøe er så
bitter på de danske myndigheder, at forventer at forlade
landet.

- Men det bliver i hvert fald ikke i Danmark, jeg skal bo.
Sagen er blevet så elendigt behandlet, og jeg kan ikke pege på
ét sted, hvor det gamle testamente er blevet behandlet med
respekt. Jeg er skuffet over retsvæsnet og over myndighederne,
siger Erik greve Danneskiold-Samsøe til Sjællandske.

Hvor han præcist kommer til at bo, vil han ikke røbe, men det
bliver med stor sikkerhed Sverige - så meget vil han dog
fortælle.

Erik greve Danneskiold-Samsøe har kæmpet gennem 12 år for at
blive boende på Gisselfeld.

Den bitre strid startede tilbage i 1998, da den daværende
bestyrelse efter længere tids uoverensstemmelser afsatte greven
som overdirektør og fratog ham hans bestyrelsespost.

Siden har Erik greve Danneskiold-Samsøe klynget sig til
Christian Gyldenløves testamente fra 1725, der fastslår, at det
er hans ret at lede godset og at mænd har forret til stillingen
før kvinder.

Men i 2008 skar daværende justitsminister Lene Espersen
igennem: Ligestillingsloven gælder også for grever.

Inden da havde professor, dr.jur. Linda Nielsen konkluderet,
at grevens datter, komtesse Erica Danneskiold-Samsøe, var den
første berettigede til stillingen som overdirektør. Komtesse Erica takkede dog nej, fordi hun som sin far mener,
at det strider mod den oprindelig fundats.
 

Herefter blev stillingen som overdirektør tilbudt grevens
storesøster Christina Danneskiold-Samsøe, der også takkede nej. Derfor er stillingen endt hos grevens niece, den 44-årige Helene Danneskiold-Samsøe, der pr. 1. marts er indsat som ny
overdirektør på Gisselfeld kloster.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App