Gidselofre går efter erstatning

Slaget om erstatning til ofrene fra kapringen af Danica White er ikke slut: Byrettens dom er anket til Landretten, hvor 3F's Transportgruppe tager over.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De var gidsler i 83 dage om bord på det kaprede danske fragtskib Danica White. Men slaget om, hvorvidt fire af søfolkene kan få erstatning, er ikke slut. Sømændenes Forbund 3F har anket byrettens dom til Landsretten.

Formanden Søren Sørensen oplyser, at det bliver 3F's Transportgruppe, der tager over, når sagen skal i landsretten. Forbundet og de fire søfolk er stærkt utilfredse med, at Københavns Byret i slutningen af august frifandt rederiet H. Folmer og Co for erstatningsansvar, selv om byretten fandt, at kaptajnen havde handlet uagtsomt ved ikke at tage de nødvendige skridt for at imødegå pirattruslen.

Skibet blev kapret i Det Indiske Ocean den 1. juni 2007 af somaliske pirater. Det skete 205 sømil ud for den somaliske kyst. Søfolkene lider under de traumatiske oplevelser, de blev udsat for under det 83 dage lange gidsel-mareridt. Tre af søfolkene er fortsat sygemeldte, mens styrmanden gik på førtidspension.

Nu vil 3F's Transportgruppe have sagen prøvet ved landsretten i et forsøg på at få rederiet dømt til at betale erstatning til søfolkene for svie, smerte og tabt arbejdsfortjeneste på grund af langvarig sygdom som følge af de psykiske mén.

/ritzau/


Nyhedsoverblik