Gidsel-skibet var i Kalundborg

Foto: TV ØST

Sidste år var piraternes moderskib, hvor en familie fra Kalundborg er blevet holdt som gidsler, også i Kalundborg.

Sidste forår lastede det nu kaprede, græske skib »MV Dover« hvede i Kalundborg Havn, skriver Kalundborg Folkeblad.

Familien Quist Johansen fra Kalundborg og de to gaster er - eller har været - om bord på det kaprede, græske skib »MV Dover«.

Flere ansatte med forbindelse til Kalundborg Havn husker skibet.

Det lagde 14. maj 2010 til kaj i Kalundborg for at laste hvede, ifølge Hans Panny Pedersen, administrende direktør i Schultz Shipping.

Der var tale om 22.000 tons hvede, og skibet sejlede næste dag mod en spansk havn. Siden har det ikke lagt til kaj i Kalundborg.

28. februar 2011 blev skibet kapret af somaliske pirater i Adenbugten, hvor det fortsat er fanget.

Ifølge flere nyhedsbureauer er Kalundborg-familien og de to gaster om bord på skibet - for i næste øjeblik at være flyttet til et andet sted på land ved kysten eller måske i et bjergrigt område længere inde i landet.

Ingen ved officielt, hvor de befinder sig nu.

Om der har været kontakt mellem gidslerne og familien i Danmark eller andre, vides ikke konkret. Alle holder lav profil for ikke at skade familien og de forhandlinger, som foregår.

- Vi har absolut ingen kommentarer, lyder det fra et familiemedlem Folkebladet har talt med, og der bliver henvist til Udenrigsministeriet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App