For få dage siden fortalte TV2 ØST, at Folkekirkens Nødhjælp manglede at få besat næsten halvdelen af ruterne i Region Sjælland. I dag løb indsamlingen så af stablen, og heldigvis var mange trådt til på kort tid. I alt samlede 20.000 mennesker ind til Folkekirkens Nødhjælp over hele landet. Det er 1000 indsamlere mere end sidste år.
- Der er heldigvis rigtig mange, der har meldt sig som indsamlere de seneste to dage, siger Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Henrik Stubkjær bor selv i Haslev, og han brugte blandt andet dagen på at samle ind i den nærliggende by Terslev.
- Det er vigtigt for mig at samle ind. Der er der, hvor jeg møder mange danskere og får nogle rigtig gode snakke ved døren, siger Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Generalsekretæren melder her til aften, at han er tilfreds med resultatet på 15 millioner kroner.