Det vi har sammen

Genbrug skaber debat

Foto: TV ØST

Genbrugsbutikker skal ikke fylde for meget i gågaden, mener City Foreningen i Nykøbing Falster.

Genbrugsbutikker snupper de gode adresser på strøggaderne her i region. Det bragte vi et indslag om i går fra Sorø, hvor de forretningsdrivende er bange for, at tre genbrugsforretninger på hovedgaden vil give byen et dårligt image.

Debatten er ikke ukendt. Længere syd på i Nykøbing Falster er der 10 genbrugsbutikker. Ingen af dem ligger på på byens gågade, og det bør de heller ikke, mener byens City Forening.

- De sælger brugte ting og det er jo ikke lige frem et trækplaster for en centerby som Nykøbing Falster, der gerne vil trække kunder til fra oplandet for eksempel Nakskov og Maribo, siger Martin Koch, som er indehaver af Sportigan og medlem af bestyrelsen i byens City Forening.

I Sorø mener de forretningsdrivende, at genbrugsforretningerne konkurrerer med de resterende detailforretninger på ulige vilkår, fordi genbrugsbutikkerne for eksempel ikke har udgifter til lønninger og moms.

- Det betyder, at dem, der har råd til at betale huslejen, er dem, der flytter ind, sagde optiker fra Sorø Mette Dyhr til TV2 ØST i går.

Indtil nu er genbrugsbutikkerne ikke flyttet ind på gågaden i Nykøbing Falster.

- Jeg tror, at huslejerne er for høje til, at genbrugsbutikkerne har råd til at betale, siger han.

Dansk Folkehjælp står bag en af genbrugsbutikkerne i Nykøbing Falster. Generalsekretær Klaus Nørlem forstår ikke, hvorfor de forretningsdrivende er bange for konkurrencen.

- Vi henvender os ikke til de samme kunder, og vi har slet ikke det samme sortiment, siger han.

Dansk Folkehjælp er netop nu i gang med at åbne en kæde af genbrugsbutikker i hele Danmark. Målet er at åbne 20 butikker.

- Jeg synes, at man skal tænke på, hvad de penge, vi tjener, går til. Når man investerer en krone her, så investerer man i social kapital i sit lokalsamfund, siger Klaus Nørlem.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App