Det vi har sammen

Gammel iværksætter

Foto: TV ØST

John Hansen fra Gedesby på Falster har været bager siden han var 15 år gammel. Men selvom han har nået pensionsalderen - så er den livslange drøm om at eje sit helt eget bageri først lige begyndt.

John Hansen fra Gedesby er ikk nogen ung mand

- Jeg er 67, siger han.

Men han gider ikke at tage den med ro.

- Nej, det kan jeg ikke holde til. Jeg har det bedst hvis jeg laver lidt, siger han.

Så i stedet for at gå på pension har han besluttet at bygge en bagerbutik

- Det er min livsdrøm. Og den følger jeg, siger han.

På den måde kan han jo selv bestemme, hvordan tingene skal være. For at bestemme selv, det kan man langt fra altid. Og er der nogen der ved det, er det ham.

John Hansen var nemlig i gang med at fuldføre sin drøm for 13 år siden. Men en voldsom trafikulykke satte en brat stopper for den.

- Jeg kom galt afsted med ryggen og hovedet. Der fik jeg en mindre hjerneskade ud af det. Det er helst ikke noget jeg vil alt for meget ind på, siger John Hansen om ulykken.

- Det tog et par år før jeg rigtig kunne køre bil og køre hen over broen. Det turde jeg ikke i starten. Og min kone er sådan set ikke kommet over det endnu. Så hun er ikke med i det her, siger han.

Skaderne sendte familien til varmen sydpå. Klimaet var bedre for smerterne. Men nu er det altså slut med at slappe af.

Og budskabet fra John Hansen er klart: Det er aldrig for sent. Ikke engang hvis uheldet rammer for alvor.

- Det er de små stød verden giver, siger han.

John Hansen regner med at bageriet er klar til åbning til foråret.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App