Gælden falder i landbruget

Landmændenes gæld falder for første gang i mange år. Men faldet kan også indikere en negativ udvikling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For første gang i nyere tid falder gælden nu for alvor i dansk landbrug.


Efter 10 års eksplosiv vækst toppede erhvervets gæld ved udgangen af 2010 med 355 milliarder kroner.


Nye tal fra Danmarks Statistik viser imidlertid, at landbrugets gæld i løbet af 2011 faldt hele 12 milliarder kroner til 343 milliarder kroner, skriver Jyllands-Posten.


Gælden faldet 12 millioner kroner


I runde tal er erhvervets realkreditgæld reduceret med 7 milliarder kroner, mens bankgælden er faldet 5 milliarder kroner.


- Efter en årrække med et meget højt investeringsniveau er der næppe tvivl om, at det for nogle landmænd er sundt at træde på bremsen, vurderer Henrik Zobbe, direktør og institutleder ved Fødevareøkonomisk Institut.


Negativt: Kan skyldes at landmænd ikke kan låne


Han understreger dog, at der også kan være en mere negativ side af den faldende gæld:


- Det kan jo indikere, at landmændene ikke kan låne penge til at ekspandere og investere i nye maskiner og stalde, som kan forbedre produktiviteten.


At dette tilsyneladende er tilfældet fremgår af de nye opgørelser fra Danmarks Statistik. Opgørelserne viser, at erhvervets nettoinvesteringer for tredje år i træk er stærkt negative.


Det betyder, at landmændenes afskrivninger er større end deres investeringer - de nedslider altså det eksisterende produktionsapparat.


Det fremgår, at nettoinvesteringerne i 2011 var minus 2,8 milliarder kroner, og set over de seneste tre år har nettoinvesteringerne i alt været negative med 7 milliarder kroner.


Manglende lån kan hæmme produktiviteten


- I en række tilfælde kan det give god mening at bremse op og nedbringe gælden. Det er imidlertid problematisk, hvis stort set alle landmænd afskæres fra at investere, og de seneste års opbremsning rammer tilsyneladende også lønsomme projekter.


- Hvis nettoinvesteringerne gennem en længere årrække er negative, nedslides stalde, maskiner og så videre, hvilket efterhånden vil hæmme udviklingen i erhvervets produktivitet, pointerer Henrik Zobbe over for avisen.


/ritzau/


Nyhedsoverblik