Fyret McDonalds-medarbejde indgår forlig

22-årige Mads Andersen blev sidste år fyret fra Mcdonalds i Næstved, fordi han kom et par minutter for sent fem gange på et halvt år. Nu har han indgået forlig med restauranten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

McDonald's i Næstved fyrede sidste år Mads Andersen for at komme for sent. På et halvt år kom han et par minutter for sent fem gange.

Mads Andersen fortæller dog til P4 Sjælland, at Stempeluret på fast food-restauranten gik for hurtigt.

- Jeg havde lagt mærke til, at uret gik for hurtigt og havde sagt det, men der kom ingen reaktion. Da jeg var blevet fyret sagde jeg igen, at uret gik fem minutter for hurtigt, men fik at vide, at det kunne de ikke gøre noget ved. Det skulle være ens for alle, siger Mads Andersen.

Christian Buhl Andersen er Restaurantchef på McDonald's i Næstved, og han indrømmer over for P4 Sjælland, at et af restaurantens stempelure gik for hurtigt på et tidspunkt. Men han siger, at det først var efter fyringen af Mads Andersen. Han vil ikke kommentere den konkrete sag, men forsvarer, at hvis man kommer for sent på arbejde i restauranten risikerer man at blive fyret.

- Hvis man som medarbejder på McDonald's gentagne gange ikke kan finde ud af at komme til tiden og overholde de gældende aftaler, ja så er der en mulighed for, at man bliver sagt op, siger Christian Buhl Andersen.

Mads Andersen har efterfølgende kørt en sag mod McDonald's sammen med 3F. Det endte med et forlig, og en erstatning på 4.500 til Mads Andersen.


Nyhedsoverblik